Kemikalieaffald fra faglokalet: hvornår det bliver til farligt gods

Kemikalieaffald fra faglokalet er farligt gods, så snart dunken kører fra matriklen

Så længe affaldsdunken står i kemilokalet, er den et arbejdsmiljøspørgsmål. I det øjeblik den bliver løftet ind i skolens varevogn og kører mod genbrugspladsen, er den også et transportspørgsmål, og så gælder reglerne i den europæiske konvention om international transport af farligt gods ad vej (ADR).

Reglerne skelner ikke mellem en professionel speditør og en kemilærer bag rattet i institutionens bil. Det er godset og mængden, der afgør hvad der gælder, ikke hvem der kører. I Danmark er ADR gennemført med bekendtgørelse nr. 915 af 25. juni 2025 om vejtransport af farligt gods.

Det overrasker mange på gymnasier, HTX’er og erhvervsskoler, fordi kemikalieaffaldet føles som en intern oprydningsopgave. Konsekvensen er, at transporten ofte foregår uden klassificering, uden korrekt emballage og uden transportdokument.

Klassificering efter ADR 2.1.3.5.5 gør opgaven overkommelig

Den første forhindring er, at ingen ved præcis hvad der er i dunken. Et kemilokales affaldsdunk indeholder typisk rester fra flere forsøg, og en fuld laboratorieanalyse af indholdet er hverken realistisk eller rimelig at kræve.

ADR indeholder en særlig bestemmelse i 2.1.3.5.5, der giver mulighed for at klassificere affald ud fra den viden man har, frem for at kræve analyse af hver enkelt dunk. I praksis betyder det, at I kan tage udgangspunkt i sikkerhedsdatabladene for de produkter, der er brugt, og i CLP-mærkningen på de oprindelige beholdere.

Det forudsætter, at I ved hvad der er hældt i dunken. Den forudsætning holder kun, hvis faglokalet har en arbejdsgang hvor affald sorteres ved kilden, og hvor dunken har en label der bliver ført ajour undervejs. Vi har beskrevet den bagvedliggende dokumentation nærmere i artiklen om kemisk lagerstyring.

Sorteringen skal ske i lokalet, ikke på rampen

Blandingsdunken er den dyreste løsning, I kan vælge. Når organiske opløsningsmidler, syrer, baser og tungmetalholdige rester ender i samme beholder, bliver klassificeringen både sværere og mere konservativ, og modtageren tager sig betalt derefter.

Jeg anbefaler, at I arbejder med mindst fire adskilte fraktioner i faglokalet: organiske opløsningsmidler, sure vandige rester, basiske vandige rester og tungmetalholdige rester. Det er ikke et krav efter ADR. Til gengæld gør det både klassificeringen og afleveringen markant enklere, og modtagerens pris følger med ned.

Emballering, faresedler og UN-godkendelse

Emballagen til farligt gods skal som udgangspunkt være UN-godkendt, og godkendelsen kan aflæses på en kode præget i plasten eller stemplet på fadet. En tom kemikaliedunk fra leverandøren er ikke automatisk en lovlig transportemballage, selv om den ser solid ud og har stået i skabet i årevis.

Plastemballage har også en aldersgrænse. Produktionsdatoen fremgår af UN-koden, og en dunk der er ældre end den tilladte periode må ikke længere bruges til farligt gods, uanset hvor pæn den ser ud.

På den færdigpakkede emballage skal der sidde faresedler og UN-nummer svarende til klassificeringen, og miljøfarligt indhold skal markeres særskilt. Det er samme logik som CLP-mærkningen i kemiskabet, men det er to forskellige systemer med hver sit formål, og de skal begge være i orden.

Transportdokumentet er det, modtageren spørger efter

Ved aflevering af kemikalieaffald skal der som hovedregel følge et transportdokument med. Det skal indeholde UN-nummer, officiel godsbetegnelse, fareseddelnummer, emballagegruppe, antal og art af kolli samt den samlede mængde, og afsender og modtager skal fremgå.

Nogle af oplysningerne kan udelades eller forenkles, når transporten foregår under en undtagelse. Hvad der konkret kan udelades afhænger af hvilken undtagelse I bruger, og det er præcis her de fleste institutioner enten skriver for lidt eller skriver noget forkert.

Modtagere som kommunens genbrugsplads, Marius Pedersen eller Stena Recycling har hver deres praksis for hvad de vil se ved porten. Det ændrer ikke på, at ansvaret for dokumentets rigtighed ligger hos afsenderen, altså hos institutionen.

Uddannelseskravet i ADR kapitel 1.3 gælder også en skole

ADR kapitel 1.3 stiller krav om, at alle der medvirker til afsendelse, klassificering, pakning, mærkning eller dokumentation af farligt gods skal have en uddannelse, der svarer til opgavens omfang. Kravet er ikke begrænset til transportvirksomheder.

I skal altså kunne dokumentere, at den kemilærer der pakker dunken, den pedel der læsser den, og den person der skriver transportdokumentet, har fået den nødvendige oplæring. Uddannelsen skal kunne dokumenteres, og dokumentationen skal opbevares.

Det er værd at bemærke, at kravet udløses af opgaven og ikke af mængden. Selv når transporten kan gennemføres under en undtagelse, står uddannelseskravet i kapitel 1.3 ved magt. Vi gennemgår undtagelserne i artiklen om frimængde og undtagelser ved transport af kemikalieaffald.

Sammenhængen til den kemiske risikovurdering

Håndtering af kemikalieaffald er en arbejdsproces på linje med forsøgene selv, og den skal derfor indgå i institutionens kemiske risikovurdering. Efter § 6 i bekendtgørelse nr. 581 af 25. juni 2026 om arbejde med stoffer og materialer skal vurderingen omfatte omstændighederne ved arbejdet, herunder mængden, og reparations- og vedligeholdelsesarbejde skal medtages efter samme bestemmelses stk. 5.

I praksis betyder det, at selve omhældningen, transporten internt på matriklen og læsningen i bilen hører med i vurderingen. Det er ofte her de højeste eksponeringer ligger, fordi arbejdet foregår uden for stinkskabet. Vi har beskrevet kravene til vurderingen i artiklen om kemisk risikovurdering efter de nye regler.

Hvem er afsender, og hvor ligger ansvaret

ADR fordeler pligterne på roller frem for på personer. Institutionen er afsender, når kemikalieaffaldet overdrages til transport, og afsenderen har ansvaret for klassificering, emballering, mærkning og for at transportdokumentet er rigtigt.

Kører I selv, er I samtidig transportør, og så samler begge rollers pligter sig hos institutionen. Det er den situation, de fleste gymnasier og erhvervsskoler befinder sig i, uden at have taget stilling til det.

Ansvaret kan ikke uddelegeres til den enkelte lærer ved at give vedkommende nøglen til varevognen. Ledelsen har pligten til at sikre, at den der udfører opgaven har fået den nødvendige uddannelse og de nødvendige instrukser.

Det er også ledelsen, der skal kunne fremvise dokumentationen, hvis Færdselsstyrelsen eller politiet spørger ved en kontrol. En underskrevet deltagerliste fra et kursus er den dokumentation, der i praksis bliver efterspurgt.

Det, modtageren typisk beder om ved porten

Genbrugspladser og affaldsindsamlere har forskellige procedurer, men tre ting går igen. De vil vide hvad der er i beholderen, de vil se at emballagen er egnet og mærket, og de vil have et papir, der følger godset.

Bliver en dunk afvist ved porten, koster det en køretur og en ny aftale. Det sker typisk, fordi indholdet er ukendt, fordi mærkningen mangler, eller fordi flere uforenelige fraktioner er hældt sammen.

Jeg anbefaler, at I aftaler formatet med jeres modtager på forhånd. De fleste har en fast skabelon, de gerne deler, og så er diskussionen ved rampen overstået inden den begynder.

Husk samtidig, at aftalen med modtageren ikke flytter ansvaret. Modtagerens accept af en forkert klassificeret dunk gør ikke klassificeringen rigtig.

Konkret gør følgende

Start med at kortlægge, hvor mange gange om året institutionen rent faktisk kører kemikalieaffald ud, og hvem der gør det. De fleste bliver overraskede over, at det sker oftere end ledelsen tror, og at opgaven ligger hos én person uden formel oplæring.

Gå derefter faglokalets affaldsopsætning igennem og indfør adskilte fraktioner med label ved kilden. Kontrollér om de dunke og fade, I bruger, faktisk er UN-godkendte og inden for aldersgrænsen.

Til sidst skal I have styr på uddannelsen. Find ud af hvem der medvirker til afsendelsen, og sørg for at de har den uddannelse, ADR kapitel 1.3 kræver, med dokumentation der kan fremvises.

Fagligt ansvarlig: Martin Egeskov Pedersen, autoriseret sikkerhedsrådgiver (DGSA), iSikkerhed.dk ApS.